GUDS ØJE

Da Nationalmuseets fremmeste etnografiske forsker en morgen findes nøgen og død midt i den afrikanske udstilling, må museets karismatiske direktør se sit museum invaderet af et ufølsomt dansk politi. Forskeren er tilsyneladende afgået ved døden midt i et hemmeligt, natligt shamanistisk ritual med kroppen fuld af naturnarko. Men da politiets efterforskere bare tramper rundt i museets gange, ude af stand til at begribe omfanget af den døde forskers natlige handlinger, tilkalder museets direktør specialkonsulenterne Saxo Haussmann og Mercedes Rosencreutz for at komme til bunds i sagen.

Saxo og Mercedes accepterer at hjælpe museet, og deres efterforskning viser sig hurtigt at trække tråde tilbage til en 130 år gammel mislykket redningsaktion dybt ind i Afrikas mørke. Og snart står det klart, at en kodet rejsejournal fra 1889 kan afsløre, hvor en gigantisk, mytisk rituel granat, som efter sigende gør ejeren i stand til at tale med Gud, er gemt. 

Men andre kender også eksistensen af den grønne ædelsten, og pludselig bliver spørgsmålet, om Saxo og Mercedes kan nå at finde og afkode rejsejournalen, før flere af museets medarbejdere – eller de selv – kommer i fare.

'Guds øje'  er andet bind i krimi-serien om Bach-entusiasten, alenefaren og manuskriptvaluaren Saxo Haussmann. 

Anmeldelser

Lektørudtalelsen: Spændende fortalt krimi, som har mange nørdede beskrivelser af Saxos arbejde som antikvarboghandler. Historien om en rituel ædelsten og forskermiljøet er godt fortalt, og man bliver som læser fanget af opklaringen.

Bogbloginden: Hvis du er vild med “whodunnit”-krimier kan Guds øje anbefales som en hurtigt læst og underholdende bog.

Krimifan: Jeg synes, at Claus Lund Rosenkilde på fornem vis har klaret den opgave, han har givet sig selv. Jeg ønsker alt bedste for det fortsatte arbejde med serien, som på én gang både er gammeldags og en fornyelse.

Drustrup: Forfatteren, der stod bag forlaget Rosenkilde og Bahnhof, kender sine krimiklassikere gennem forlagets mange genudgivelser af bl.a flere ældre krimiserier af Lang, Simenon, Sayers, Christie og Doyle m.fl.

Det kan tydeligt spores i begge bøger, hvor “Den usynlige bog” bl.a. leger med historierne om mord i det lukkede rum blandt en isoleret gruppe, og hvor “Guds øje” kombinerer elementer fra Christie og Doyle (tilsat lidt Indiana Jones). Det er ikke tilfældigt.

© 2018 Palatium.dk